Arrangementet Åben slagtesvinestald d. 9. september 2021 ved griseproducenten Henrik Mortensen i Farsø var en stor succes med mange besøgende. Vi regner med at der var omkring 800 besøgende, der kiggede forbi i løbet af dagen, hvor også borgmesteren i Himmerlands kommune Per Bach Laursen var forbi for at holde åbningstalen. Arrangementet blev afholdt i samarbejde med Agrifarm A/S og Big Dutchman A/S.

Det nye anlæg er en Agrifarm konceptstald på 7.500 stipladser, storstier med tørfodring, automatisk halmtildeling og automatisk gylleudslusning. Staldanlægget er bygget til at producere 31.000 slagtesvin om året. Det er en dejlig lys og luftig stald med hybrid ventilation og mekanisk gulvsug, der giver et godt indeklima og samtidig et godt arbejdsmiljø.

Journalisten fra ”Verdens Bedste Fødevarer” var også et smut forbi vores arrangement i Farsø. Det kan du læse mere i nedenstående artikel.

Skrevet den 12. sep 2021 af Verdens Bedste Fødevarer

Pølsemanden langede 1600 pølser over disken, da griseproducent Henrik Mortensen og Agrifarm A/S holdt åbent hus for ny kompakt slagtegrisestald.

Svineproducent Henrik Mortensen, Farsø, har bygget ny kompakt slagtegrisestald fra Agrifarm. Foto: Claus Haagensen

Griseproducent og tidligere formand for Landsforeningen af Danske Svineproducenter Henrik Mortensen var en glad mand torsdag den 9. september 2021. Der fik han nemlig officielt overleveret sit nyindkøbte staldanlæg til slagtesvin fra Agrifarm.

Det skete på en dag, hvor der også blev holdt åbent hus, og hvor 1600 spiste pølser får arrangørerne til at gætte på, at cirka 800 personer kiggede forbi. Herunder borgmester i Vesthimmerland Kommune Per Bach Laursen, der i sin tale ønskede Henrik Mortensen mange gange tillykke med den nye stald.

– Jeg skulle hilse og sige tak for det gode samarbejde fra kommunens miljøafdeling. Det som Henrik har lavet her er et eksempel på, hvordan en teknologisk løsning kan bære os ind i fremtiden. Vesthimmerland vil være ilde stedt, hvis vi ikke får en ordentlig landbrugsreform i denne omgang, for et sted mellem 10 og 15 procent af borgerne i Vesthimmerland Kommune er direkte eller indirekte afhængige af landbruget, sagde Per Bach Laursen.

31.000 slagtegrise i anlæg alle kan bruge

Med det nye staldanlæg kan Henrik Mortensen producere 31.000 slagtegrise om året. Stalden er indrettet med vægtsortering og storstier, som er en af de ting, Henrik Mortensen har lagt særlig vægt på ved købet af stalden.

– Det vil jeg gerne selv arbejde i, og det tror jeg også, mange andre gerne vil. Det tiltaler mig med det store rum med lys, luft og højt til loftet, hvor dyrene kan gå frit i store flokke, siger Henrik Mortensen.

Han har primært valgt stalden fra Agrifarm, fordi det er en meget kompakt bygning, og der er lavet en billig og let løsning med meget plast og stål.

– I min tid som formand for landsforeningen var det noget, vi arbejdede med, og det har vi leveret her. I selve mekaniseringen har jeg fra starten sagt ”keep it simple”. Snoretræk til skift af foder, velafprøvede og kendte foderautomater og et mekanisk halmanlæg. Det er et staldanlæg., som alle kan bruge, siger Henrik Mortensen.

Flere staldanlæg på vej

Griseproducent Frank Johansen, Vendsyssel; her på besøg i ny stald fra Agrifarm.Foto: Claus Haagensen

Blandt gæsterne var der mange som går med konkrete planer om at bygge stalde til slagtegrise. Blandt andre Frank Johansen, griseproducent fra Vendsyssel.

– Vi har sendt miljøansøgning afsted og forventer at bygge stald til slagtegrise. Der er i hvert fald spændende teknologiske løsninger i denne stald med store stier og rigtig god belysning med naturligt indfald fra både sider og oppefra, siger Frank Johansen.

Lyset blev også bemærket af Christian Christophersen, der er elev på Nordjyllands Landbrugsskole og arbejder på en grisefarm i Nibe med 5.000 slagtegrise.

– Det er nogle dejlige store stalde med masser af lys. Der er god luft, og jeg tror også, det er forholdsvist nemt at holde rent. Og jeg tror, det er smart at ammoniak bliver suget under spalterne og ud. Det giver en helt anden luft i stalden, siger Christian Christophersen.

Agrifarm glade for dagen

Ny stald fra Agrifarm opført hos svineproducent Henrik Mortensen i Farsø. Foto: Claus Haagensen

Hos Agrifarm er CEO Hans Jørgen Pedersen meget begejstret for dagens forløb.

– Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Henrik Mortensen om projektet. Han er en yderst kompetent og visionær mand, og samspillet har været med til at gøre stalden til et projekt, vi er meget stolte af, siger Hans Jørgen Pedersen.

Agrifarm har gennem de sidste 7 år lavet en række projekter i samarbejde med danske griseproducenter. Netop nu opføres en stor slagtegrisestald nær Kalmar i Sverige efter Agrifarms staldkoncept, og sidste år tog svenske Anders Gunnarson, sin Agrifarm stald i brug, hvor han I samarbejde med slagteriet HK Scan producerer en ”klima smart gris”, hvor grisene har fri adgang til et 8 ha stort græsningsreal.

– Vi vil meget gerne bidrage til udviklingen af en dansk og udenlandsk griseproduktion, der tager større hensyn til både klima, natur, miljø, dyrevelfærd og arbejdsmiljø. Derfor har vi også valgt at melde os ind i Verdens Bedste Fødevarer, siger Hans Jørgen Pedersen.

Fakta om stalden (leveret af Agrifarm):

Produktion af 31.000 slagtegrise årligt.

Storstier med vægtsortering, hvor der kan gå 450-480 grise ved hver sorteringsvægt. 2 sorteringsvægte i hver af de 8 sektioner.

Staldens ventilationssystem er hybrid ventilation, der reducerer energiforbruget til ventilation væsentligt i forhold til mekanisk ventilerede stalde. Hybrid ventilation er – Styret naturlig ventilation kombineret med et mekanisk gulvsug, hvor 75% af ammoniakdampene og 64% af lugtgasserne opsamles og ledes ud igennem en hovedkanal til 4 ventilationsafkast.

Via gulvudsuget ventileres de første 10-20% af maksimum ventilationsbehovet.

Stalden er forberedt til luftrensning. Ved at montere Agrifarm´s egne luftrensere, Agri AirClean, på stalden kan der produceres væsentligt flere grise. Typisk kan der med punktudsug og luftrensning produceres mellem 50% – 75% flere grise uden at øge ammoniak- og lugtbelastningen.

Vil du vide mere om Agrifarm koncepstalde?
Læs mere
Kontakt os